WILD WES +

Når ARoS inviterer indenfor i den amerikanske kunstner Wes Langs private atelier med udstillingen ’THE STUDIO’, er det ikke kun en invitation til privaten af en af vor tids bedste repræsentanter for moderne amerikansk ’biker-kultur’, men samtidigt en markering af nye tider for museet med øget fokus på nutidskunst.

Titlen på udstillingen refererer til opbygning af Wes Langs egne arbejdslokaler, som fysisk er pillet ned og rykket fra L.A. til Århus og nu står på ARoS som en personlig kæmpe collage i Rock n’ Roll stil.

L.A. kunstnerens visuelle univers er frækt, ungt og myldrer af sexede pinuppiger, motorcykler, cowboys, kranier, indianer, fugle og blomstertatoveringer.

Kender du ikke Wes Lang, kan dette umiddelbart lyde kaotisk, men på en finurlig måde formår han i sine billeder at forene de forskellige stilarter, så resultatet fremstår med en enkelthed, der klæder det legende.

På trods af Wes Langs for nogle måske dystre billedsprog er hans intention med sin kunst positiv modsat. Målet er nemlig at få beskueren til at have det godt og tænke over, hvordan vi får det bedste ud af livet.

Vi ser dødningehoveder, og billederne handler også om døden, men budskabet boostes med små finurlige statements og ordspil om, at vi skal ‘leve et positivt liv’ og ‘omfavne livet, mens vi har det’. – Sympatisk!

Wes Langs produktivitet er vidt strækkende, og han har udover sine værker designet merchaindise til Kanye West, illustrationer til Playboy og dekoreret Rolexure.

‘THE STUDIO’ er nutidskunst med power og ARoS kan med udstillingen åbne op for et også yngre publikum. – Ta’ forbi og bedøm selv. Jeg er solgt!

Udstillingen ’THE STUDIO’ kan ses på ARoS frem til 7. September 2014.

Foto: ARoS