Der er striber på vej til shoppen, franske for at være mere præcis, for Louise Wahlgreen har nu genåbnet sit værksted efter flytning og endnu en smuk strik designet specielt til shoppen, er under opsejling.
Og det med striber og Frankrig er faktisk ret interessant. For hvor striber helt op til tiden omkring den franske revolution, var forbundet med noget farligt og nedgørende, blev striberne efter, gjort til alt andet og forbindes i dag med et eksklusivt, fashionabelt -og kunstnerisk udtryk.
Ser vi striberne i et symbolsk, stil -eller kunsthistorisk perspektiv, så var de tilbage i middelalderen i vestlige kulturer forbeholdt samfundets bund, de anderledes og udstødte.
Striberne varslede og vi ser forsat resterne af datidens symbolik brugt i vores stribede fodgængerfelter, fangedragter og selv zebraen det stakkels dyr, blev i datiden anset for at være én man skulle gå udenom grundet sine sort/hvide striber.
I årene omkring den franske revolution blev stribernes brug og betydning vendt på hovedet nu med positiv fortegn.
Først og fremmest med det franske flag Tricolore, der med sine blå, hvide og røde striber blev symbolet på Frihed, Lighed og Broderskab.
De frie franske striber blev mere og mere populære indenfor både mode og interiør og de vandrette striber på bluser har igen en fransk forbindelse, da det oprindeligt var matroserne i den franske marine der bar dem.
Striben fik betegnelsen Breton strib og blev uniform for søfolk i Bretagne, heraf navnet og kendetegnes ifølge legenden ved 21 tværgående striber, én for hver af Napoleons sejre, med ’pause’ på skulder og i bunden af blusen.
Siger vi striber og Frankrig i kunst -og modesammenhæng kan vi heller ikke komme udenom historien om Pablo Picasso, som gik i sine Breton stribede bluser, specielt designet til ham af Coco Chanel, som udødeliggjorde de klassiske sort/hvide striber vi kender i dag.
Chanel blev under et ophold i netop Bretagne inspireret af matrosernes bløde bluser, som fint gik i tråd med hendes ønske om at frigøre kvindekroppen med fokus på bevægelse og komfort i behageligt, løstsiddende tøj.
Med Even stribes, blev striberne i vævningen nu lige store og ændredes til et mere kunstnerisk udtryk, populært blandt navnlig overklassen, stylet med vide bukser og blazerjakker.
Efterkrigsårenes ungdomskultur tog senere hen også den stribede mode til sig, stadig med frihed som symbol men nu også, som et tegn på et moderne, fremadrettet verdenssyn.
I samme periode slår ’Queen of Knitwear’, franske Sonia Rykiel, igennem med sine sofistikerede multifarvede designs i et mylder af striber på kryds og tværs og løfter hermed mønsteret op på et nyt plan, med sine ikoniske og revolutionerede sweatre.
Siden hen er striberne skyllet ind over modebilledet med jævne mellemrum også i Haute Couture udgaver og her er det værd at nævne designeren Jean Paul Gaultier, som med sine dufte, humoristiske reklamer og selv iscenesættelse, i mine øjne er en af vor tids bedste repræsentanter og brugere af ’den frie’ matroshistorie, skip-o-høj og sømænds striberne.
Vender vi skuden hjemad havde jeg selv den store fornøjelse i forbindelse med min designuddannelse at være i praktik hos den danske stribe-mester Jørgen Nørgaard og hans formidable Nørgaard Paa Strøget. Her var der udover det stribede univers, en åbenlys glæde ved det kunstneriske og humoristiske, som var en stor glæde at være en del af.
Shoppens nye strik har jeg valgt at kalde SKIPPER. Navnet var bestemt på forhånd da jeg elsker livet ved havet, det skulle matche mine øvrige styles maritime navne og SKIPPER passer da også meget godt med historien om striberne – og så det franske.
Foto: Jean Paul Gaultier
Kilder: Hanne Guldberg Mikkelsen – Marie Riegels Melchior – Michel Pastourea