Den danske designer Verner Panton har skabt mange spændende udtryk indenfor både møbler, lamper, tekstiler -og indretning.
Kendetegnende for Panton er hans forkærlighed for farver og enkelte former og ét design skiller sig ud i mængden nemlig, The Panton Chair.
Den blanke originaludgave der blev lanceret i 1967, ramte med sit organiske og enkelte design tidens ånd og blev sidenhen klassificeret som ét af det 20.århundredes vigtigste designikoner.
Førsteudgaven, som idag kaldes Panton Chair Classic, blev produceret i glasfiber og efterbehandlet med højglanslakeret plast. Det nye ved stolen var, at den blev skabt i én operation, én hel formstøbt del, hvilket dengang var epokegørende.
At formen så at sige lå i tiden og diskussionen om, hvem der kom først med idéen og derved havde rettighederne til den, fik Verner Panton og producenten at mærke efter første lancering på det danske marked.
‘We received lots of letters from designers all over the world who had been working on similar ideas. Most wished to congratulate us, but some were angry and thought that they had had the idea first. They just forgot to show it to anyone or put a chair on the market.’ – Verner Panton.
I 1990 relancerede Vitra The Panton Chair og i 2000 kom stolen også på banen i en billigere udgave end originalen nu med mat, ru finish. Andenudgaven blev stadig helstøbt, men nu produceret i et mere miljøvenligt og billigere materiale, som var gennemfarvet fra start.
Stolen finder du blandt Designmuseum Danmarks faste samling af danske stoleklassikere og blev allerede året efter sin lancering optaget i den permanente samlingen på Museum of Modern Art, New York.
Jeg selv elsker den blanke originaludgave, som sammen med andre af de originale farver stadig kan støves op på diverse auktioner.
H 83 x B 50
Foto: Panton Chair Classic, Vitra