INSPIRATION INFORMATION INNOVATION +

Så var jeg en tur i Herning. Til eftermiddags ’gå-hjem’ arrangement arrangeret af Brancheorganisationen Dansk Mode & Textil i samarbejde med det københavnske pr bureauet 9PR under invitationsrækken in:in:in: inspiration, information & innovation.

Dagens to foredragsholdere var Lotte Hansen og Sara Linander, fortalte om hver deres felt indenfor trend og tendenser, og hvordan tingene hænger sammen.

Lotte Hansen, som nok mest er kendt som politisk kommentator på B.T. og Deadline på DR2, fortalte om personlig gennemslagskraft inden for kommunikation og om, hvilke betydning det har for moderne designvirksomheder. Om hvordan samfund, politik, kultur og design smelter mere og mere sammen. Om jagten på autencitet og troværdighed. Om at være tilstede i det samfund virksomhederne er en del af. Om at ville noget, fortælle noget og ’gøre det man siger’.

Svenske Sara Linander fra det internationale trendanalysebureau PROMOSTYL supplerende op med et super inspirerende oplæg om, hvad der ’rører sig’, og hvilke betydning det har på den kommende designsæson, summer 2014.

PROMOSTYL udvikler materiale og guidende rettesnore i form af moodboards, trendbøger og seminarer til designvirksomheder og viser, hvilke vej trend – vinden blæser. De ved alt om farver, former og  materialer. Om hvilke stilikoner og stemninger der bliver gældende. Om samfund og kultur og disses afsmittende effekter på mode, skønhed, design og interior.

Begge ’damer’ var meget inspirerende, og selve temaet, hvor samfund, kommunikation, mode og skønhed sættes ind i en større sammenhæng, var lige guf for mig. For da jeg i sin tid gik på Tekocenter i Herning fandt jeg netop min STORE passion, da jeg opdagede trendbiblioteket hos Dansk Mode & Textil. I mødet med trendarbejdet var der for mig tale om en af de der krystalklare oplevelser, hvor ALT bare er rigtigt. Det var befriende at finde mit match. Dybt motiverende og fantastisk at kunne se ind i en krystalkugle, hvor alle mine interesser var samlet på ét.

Hvilke trends og tendenser PROMOSTYL så spår for sommer 2014, skal jeg ikke løfte sløret for her. Meget mere om det når den tid kommer.  Nu skal vi først igang med alt det nye i 2013 og glæde os til, hvad det bringer af prikkede, stribede og asiatisk inspirerede tendenser.

Foto: PROMOSTYL